Standardbeskrivelse

Faverolles

OPRINDELSE:Den er fremavlet i departementet Sarthe, sydvest for Paris, i slutningen af forrige århundrede gennem krydsninger af racerne Kochin, Brahma, Houdan og Dorking. Indkrydsningen af Dorking har bl.a. bevirket den iøjnefaldende forskel på hanens og hønens farve, og Houdan-blodet giver sig udslag i skægget og de fem tæer. Til produktion af slagtedyr krydses den i Frankrig hyppigt med hvid Wyandot eller Gâtinaise, en anden af de fine franske kødracer, medens man i England ofte krydser den med Sussex. hvilket siges at give et særlig fint slagteprodukt. HELHEDSPRÆG, ADFÆRD OG NATUR: En tætfjeret, kraftig, men livlig høne af middelhøj stilling med fin knoglebygning. Kroppen er fyldig, bred og langstrakt, men ikke klodset. Er særdeles tillidsfuld og en dårlig flyver, hvorfor den egner sig for meget lavt hegn. Faverolles er hårdfør, let at fede og med god ægydelse, ægskallens farve gullighvid Hud og kødfarve hvid, kødet let porøst, rigeligt og velsmagende. Hane: en oprejst og stolt holdning, fyrigt temperament med dyb stemme. Høne: veludviklede, men ikke slæbende læggeorganer, livlig i sine bevægelser og flittigt fodersøgende.

RACEKENDETEGN: HANE OG HØNE: Krop: længde, bredde, fyldighed og stilling må stå i det rette forhold til hinanden. Set fra siden viser den en i længden trukket rektangel, der bliver bredere bagtil og ligner derigennem mere en trapez. For hønen betyder en lang fyldig krop med bredt og dybt bryst, der giver plads til en stor, sund lunge- og hjerteregion, en stor ydeevne. Den brede lige ryg og sadel, samt det veludviklede bagparti hos hønen, tjener til en uhindret udvikling af læggeorganerne. Hoved: lille, meget fladt over øjnene, bredt bagtil, lidt smallere fortil. Ansigt: rødt, beklædt med fine hår. Øjne: klare og livlige, røde til orange- røde. Næb: lyst hornfarvet eller hvidt. Kam: enkelt opretstående med god bredde ved roden, lidt under middel- størrelse, let hvælvet og forsynet med små regelmæssige, ikke for smalle takker. Øreskiver: røde, små og finhudede, fuldstændig skjult af fyldigt kindskæg, hvorfor der ikke lægges nogen vægt på form eller farve- Hagelapper: ved hønen meget små og helt skjulte af det fyldige skæg, ved hanen korte, let foldede og fuldstændig skjult af skægget. Hals: middellang, kraftig og fyldig, båret oprejst, let bøjet så nakkens krumning kommer til at virke fremtrædende, befjeringen ved hanen let brusende, ved hønen svagt udadbøjede og let brusende, hvorved der dannes det såkaldte "halskrus" - kaldes også »uglefjer«. Ryg: lang og meget bred mellem skuldrene, hønens ryglinie svagt stigende hen imod halen, hanens vandret. Sadel: bred, foroven flad, meget fjer- rig uden pudedannelser. Hale: fjerrig, men med korte fjer, må ikke -trods lidt over middelhøjde ca. 45°- være stejl eller vise »knæk«. Ved hanen korte styrefjer der skjules af forholdsvis korte bøjede seglfjer og rige- lige seglformede haledækfjer. Hønens styrefjer korte og vel udbredte, størsteparten godt skjult af brede og fyldige haledækfjer. Vinger: forholdsvis små, ansat ret langt fremme, højt båret og fast til kroppen tilliggende. Bryst: meget dybt, bredt og fremtrædende. Lår: korte, kraftige og med stærk befjering. Bagparti: bredt og dybt, hønen visende et godt læggeorgan. Løb: middellange, finknoglede, kun befjerede på ydersiden og ud på yder- tåen. Haserne må endelig ikke være indadvendte (X-ben) eller for nært sammenstillede. Tæer: (5), femte-tåen skal være frit stillet over den sædvanlige bagtå og lidt opadvendt. A-fejl: manglende eller helt misdannet femte-tå, helt manglende fodbefjering, manglende kind- eller hageskæg, anden farve af hud og løb end hvide eller lyst kødfarvede, svajet eller puklet ryg. Fejl: lidt for svagt udviklet fodbefjering samt kind- og hageskæg, mindre fejl ved femte-tå ÆG: Skalfarven er lysegul til brun, mindstevægt for rugeæg: 55 g Vægt: Hane: 3,5-4,0 kg Høne: 3,0-3,5 kg Ringstørrelse: Hane: 22 Høne 20 Anerkendte farver stor laksefarvethvid

Dværge

OPRINDELSE: Også her mener tyskerne at have ophavsretten, og helt givet er det da også tyske opdrættere, der har udviklet den til den Faverolles dværg, vi kender i dag. HELHEDSPRÆG, ADFÆRD OG NATUR: En ret bevægelig, tillidsfuld og omgængelig fem-tået dværgrace, der har en bred og fyldig krop, fin knoglebygning og absolut ikke plump, middelhøj af stilling og med fyldigt dunrig fjerdragt og fyldigt kind- og hageskæg, let fodbefjering, hvor egentlig kun ydersiderne af løb og ydertæer er betjerede. Godt kødsæt af fint hvidt finttrævlet kød, der ved det rigtige opdræt er meget velsmagende. En god ruger og kyllingefører. RACEKENDETEGN: HANE OG HØNE: Såvel den typiske kropsform som alle øvrige racekendetegn og beskrevne farvevarieteter er helt som beskrevet for Faverolles stor race, dette gælder også A-fejl og fejl, og ved dværgene er det tillige en A-fejl, dersom der er udpræget dværg-Kochin type, ved sort, for tynd hals, manglende fylde af bryst. Endvidere behørigt hensyntagen til de for (fordværgede) dværgracer særligt stillede krav. ÆG: Skalfarven er let gulligt, mindstevægt for rugeæg: 38 g Vægt: Hane: 1000 g Høne: 900 g Ringstørrelse: Hane: 16 Høne: 15 Anerkendte farver Dværg-Faverolles blå blå laksefarvetlaksefarvet sorte hvide hvid sort columbia

Faverollesracen

Faverolles er fransk. Naturligvis. Hvor kunne den ellers stamme fra, denne smukke, charmerende og nyttige hønserace? Farverig, udstrålende personlighed, rolig, men alligevel temperamentsfuld. Faverolles er indbegrebet af det franske - når det er bedst! Desuden er den altså midt i al skønheden en " rigtig brugshøne " og - naturligvis - en af de bedste kødracer, der nogensinde er fremavlet.

Det er først og fremmest som kødproducent faverollesracen har fået betydning, og det var også formålet med racens tilblivelse, der fortaber sig i departementet Sarthe sydvest for Paris. Her skabte fjerkræavlerne i slutningen af forrige århundrede denne race gennem et sindrigt avlsarbejde. "Ingredienserne" i blandingen bestod af kochin, brahma, houdan og dorking. Det er primært indkrydsningen af sidstnævnte race, der har medført en iøjefaldende forskel på hane - og hønefarver hos faverolles. Houdanblodet har æren for de fem tæer (en mere end de fleste andre hønseracer) samt den kraftige skægvækst. Som slagtedyr vandt denne nye race hurtig berømmelse, ikke mindst som halvdelen af den berømte krydsning Faverolles/ Gatinaise (en anden fransk kødrace). Dette krydsningsprodukt havde fremragende egenskaber som kødproducent til de kræsne franske ganer. I England fandt man også ud af, at faverolles var velegnet i krydsningsproduktionen. Her krydsede -og krydser - man racen med lyse sussex, der efter sigende skulle give et udsøgt slagtedyr. På trods af den franske oprindelse blev det engelske fjerkræavlere, der først fik sat skik på "tingene" og gennemførte en standardisering af racen. Omkring 1890'erne hører man første gang om faverollesracen i standardmæssig og udstillingsmæssig forbindelse. I de sidste 50 -60 år er det dog hovedsageligt tyske fjerkræavlere, der har gjort en kæmpeindsats for racen. "Lachshuner", som racen hedder i vort sydlige naboland, kan i dag takke de tyske opdrættere for meget, for det er først og fremmest dem, der har skabt en standard og det niveau, vi i dag kan glæde os over.

Historien om vore Faverolles

fortalt af Ib Toft, Tønder

Hvorledes, hvornår og hvor opstod den laksefarvede Faverolles? Dette er kort beskrevet i vor Fjerkræstandard og Specialklubbens hæfte. Mangen en opdrætter har sikkert gjort sig nogle tanker om de nærmere omstændigheder ved denne dejlige fremavlede races oprindelse. De franske hønseavlere har allerede fra det 15. århundrede arbejdet med en forbedring af den stærkt eftertragtede slagtekylling. Den nationale velstand i Frankrig blev dengang til dels begrundet med hønseavlsarbejdet. For ret tidligt blev det klart, at slagtekyllingsavlsarbejdet var en vigtig del af landbrugserhvervet. For at forbedre størrelsen krydsede man ofte med Dorking-høner fra England, og til en forbedring af kødet indkrydsedes skæghøns fra de lokales hønsehold. Disse "avlscentre" udviklede sig i det 18. århundrede og specielt i det 19. århundrede til en fransk overskudsgivende produktion indenfor slagtekyllinger. Specielt omkring Paris fandtes naturligt nok mange avlere med afsætning til storbyen. Departementet Seine-et Oise og Departementet Sarthe hører til i disse områder.

De første franske udstillinger Af nogle optegnelser fra en fremtrædende engelsk handels- og fjerkræopdrætter i "Live stock journal" beskrives en fjerkræudstilling, der fandt sted den 23. august 1879 i La Fleche, det berømte fjerkrædistrikt i Departementet La Sarthe. Ved denne landbrugsudstilling udstilledes 84 numre med fjerkræ fordelt over hele byen, og den blev åbnet da bedømmelsen startede kl. 9.00 om formiddagen. Da dyrene blev udstillet i gaderne, blev de først kort forinden bedømmelsen sat i bur, da det regnede stærkt. Der fandtes ikke noget katalog og ej heller var angivet navn på opdrætteren ved burene. Tilskuerne vidste ikke, hvem der ejede dyrene. Det var dengang svært at afgøre efter hvilke kriterier dommerne bedømte, da der ikke blev præmieret ud fra raceavl (rene racer), fjerdragt og farve, om det var unge eller ældre dyr. Det var faktisk dyr af en anseelig størrelse (gode til produktionen). der blev fremhævet. Der blev ikke påsat præmieskilte, men kl. 14.00 begav alle sig til hotel de Ville for at høre oplæsningen af navnene på vinderne, og samtidig overvære præmieuddelingen. Præmierne bestod af medaljer og kontante penge. 1. præmier blev uddelt til La Fleche, Houdan og Creve-Cæur (nordfransk race med skæg). Efter præmieuddelingen blev der aflagt besøg hos de "fjerkrægårde" hvorfra de bedste dyr stammede.

Faverolles-racens opståen Faverolles stammer fra en "ny slagtehøne-krydsning", der kommer fra det franske område Seine-et Oise med opdrættercentrum i den lille by FAVEROLLES. Efter dette navn blev den nye race kendt og opkaldt. I mange år blev her avlet fortrinligt slagtefjerkræ til det parisiske marked. Som grundmateriale blev oprindeligt anvendt Houdan-racen - hvis fine kød allerede fra begyndelsen af det 19. århundrede var blevet verdensberømt. Men denne høne kunne ikke i længden holde størrelsen, og da hovedbeklædningen (fjertoppen) efterhånden førte til flere øjensygdomme, der ødelagde produktionen, indkrydsede opfindsomme opdrættere fra byen Faverolles lyse og mørke Brahma med Houdan. Dette for at bortavle fjertoppen og igen få et større slagtedyr. Denne krydsningshøne levrede mere og ret godt kød, men den gule hud og benfarve, arv efter Brahma, formindskede markedsværdien for dyrene meget, idet franskmændene foretrak hvidt hønsekød. Man konstaterede da hurtigt, at krydsningen af Brahma med den hvidkødede Houdan var en fejl. franskmændene (og damerne) er meget kræsne. Bønderne fra Faverolles kom så i tanke om, at man tidligere havde forbedret kvaliteten af Houdan ved at krydse med Dorking. Derfor krydsede man den "nye krydsningsrace" med sølvgrå Dorking, hvis hvide og kødfarvede løb igen bragte balance i tingene. Hvad man ikke vidste dengang var, at der i de næste generationer hele tiden opstod dyr med gule ben. Men gennem mange års avlsarbejde, hvor man sorterede de gulbenede fra, opnåede man efterhånden at fastholde den ønskede løbs- og hudfarve. Man havde samtidig fået en ny race. Om bønderne fra Faverolles havde arbejdet efter en bestemt plan - må nok forblive usagt - men de var i hvert fald heldige. Man må nok tale om en race (et produkt) opstået ved et tilfælde. Igennem årtier var der kun et avlsmål: rigeligt hønsekød af meget fin kvalitet (ikke trevlet). Dyrets form, farve og øvrige kendetegn var underordnede. Der var opstanden en ny race, uden den generende fjertop, men med skægget fra Houdan og de fem tæer fra Dorking og Houdan og det fine hvide kød forenet fra disse to racer. Indkrydsningen af Brahma bragte den nye race øget modstandskraft/livskraft og størrelse. Tre vigtige linier var sammensat i den nye race: 1. Det asiatiske blod, der gav livskraft og størrelse: Brahma. 2. Dorking blodet, der har givet farven og den murstensagtige type - og den iøjnefaldende forskel på hanens og hønens farve. 3. Houdan blodet, der har givet skægget og de fem tæer og også garantien for det fine kød.

Bemærk forskellen i type og form på den Franske og Tyske Faverolles. Faverolles-racen blev efterhånden kendt - navnet var blevet slået fast - første gang i 1866 i Paris. Senere også i England - men stadig alene som en slagtekyllingspecialitet. Senere krydsede man igen med Brahma og nu også med Kochin for at få et passende antal vinter æg og for at bibeholde livskraft og modstandskraft. Brahma er i øvrigt opstået gennem en krydsning af Malayer og Kochin. Interessen for Faverollesracen blev valgt af englænderne og ikke mindst af Tyske opdrættere. Omkring 1900 -1905 indførte tyskerne racen. Men allerede i 1897 blev Faverolles udstillet i Frankfurt am Main -men udseendet var langt fra det vi kender i dag. Det var fabriksarbejder August Wildhagen fra Kitzingen, der i 1900 indførte de første stammer til Oldenborg og Baden. Samme år besøgte Arthur Wulf fra Leipzig på en studierejse byen Faverolles og havde rugeæg med hjem. Han udførte mange års avlsarbejde og indførte også senere dyr fra Frankrig og England. Dr. Rudolf Wolf fra Maikammer var også en ivrig opdrætter, som senere skulle vise sig at have stor betydning for opstarten af den tyske specialklub for Faverolles. 1905: Flere og flere avlere kom til, og også Englænderne arbejdede ihærdigt, og man skylder Englænderne, at man på det tidspunkt opnåede et mere ensartet udseende. Dr. Rudolf Wolf, der har skrevet mange artikler om udviklingen i avlsarbejdet, mener at Englænderne har en stor andel i udviklingen på daværende tidspunkt. Det var Englænderne, der først afprøvede den såkaldte 2 stammeavl. En stamme til at lave høner og en til avl af baner. Denne avlsmetode var nødvendig på grund af den iøjnefaldende forskel i farven på hanen og hønen. De første standardbeskrivelser blev udfærdiget af Englænderne - der i øvrigt på daværende tidspunkt var forbillede for beskrivelser af mange andre racer. Dr. Rudolf Wolf skriver i en artikel: efterhånden fandt man i Tyskland ud" af, at hvis man skulle videre med et ordentligt avlssamarbejde, måtte man samle opdrætterne for at udvikle en egen tysk avlsretning. Man ønskede en anden farve , på specielt hanen - fra den sølvfarvede til den mere rødbrune messingfarve på skuldre. Den nye avlsretning fordrede bl.a. et godt udviklet sort skæg ved hanen. På det tidspunkt (1907) roste man stadig Faverolles meget for: at være kønnere, at vokse stærkt at være en god vinter æglægger- meget bedre end øvrige racer. Antallet af opdrættere steg, og ved den 14. nationale racefjerkræudstilling i Berlin den 18.-21. februar 1910 udstilledes 22,28 Faverolles. De udstillede faverolles opdrættere besluttede den 21. februar 1910, at starte den Tyske specialklub for Faverolles. Dette for bedre sammen at kunne fremme racens udvikling og udbredelse. Og man besluttede, at avle laksefarvede Faverolles i stedet for sølvfarvede. Klubbens første formand blev Dr. Rudolf Wolf, Maikammer og blandt medlemmerne var en baron, statssekretær, major, hotelejer og vingodsejer. Dr. Rudolf Wolf skriver juli 1910: "selvom farven på den laksefarvede Faverolles stadig ikke var helt renavlet, så havde dyrene nu fået en pæn type - der viste, at det var en Faverolles man havde med at gøre." Opdrætterne var enige om, at gå efter den laksefarvede Faverolles, som vi kender den i dag. Man var af den mening, at skulle man følge den tyske standardbeskrivelse, så måtte man dengang benytte 2 stammeavlsmetoder for, at kunne avle korrekte udstillingsdyr. Dr. Rudolf Wolf skriver endvidere: "Enhver Faverolles opdrætter kan bekræfte, at haner, der i det første år ikke har rødlige eller gullige fjer på skuldrene (Messingfarve) eller ryggen, aldrig kan avle høner med den rigtige laksefarve. Disse vil enten blive for lyse eller for udviskede askegrå." Den tyske specialklub gjorde virkeligt meget ud af at informere om erfaringer i avlsarbejdet. Der er skrevet utallige artikler herom, og det vil være for meget blot at gengive en del af dem her. Det kan egentlig undre, at der ikke er flere, der skriver om egne erfaringer i avlsarbejdet, eksempelvis via det grønne blad, man kunne så få en debat i gang. I 1912 ajourførte den Tyske specialklub standardbeskriveIsen. Kunstmaler Kurt Zander malede ved udstillingen i Berlin 1912 på foranledning - af klubben en hane med rød/lys messingfarvedede skuldre og 2 dejlige høner. Dyrene har den rigtige type. Nogle virkelig prægtige dyr.

Log ind|Senest